fbpx

Små glimt af virkeligheden

Hos UngeSporet taler vi med mange teenagere og forældre om både tvivl, dilemmaer, dialog, konflikter og succeser.

Det kribler i fingrene for at dele ud af vores erfaringer og viden – for vi vil gerne inspirere jer til nogle gode år med jeres teenagere. Derfor er vi så glade for, at vi samarbejder med Johanne om at lave “små glimt fra hverdagen”. Johanne er tekstforfatter og har sat sig for at skrive en serie små fortællinger, der sammenfatter nogle af de problematikker, der kan opstå med teenagere i huset 😉

Vi håber, I vil læse med!

Ungesporet - Coaching og mentaltræning til unge

 

Afsnit 1:

Når Linjen er tavs

Natasja er 15 år, helt sin egen, stædig som et æsel og en følsom engel på samme tid. Hun har sine lysegrønne øjne fra sin far og det mørkebrune hår fra mig, men hvor hendes humørsvingninger og hidsighed kommer fra, ved jeg ikke. Vi genkender det ikke i os selv, og derfor famler vi som forældre rundt i blindeleg, når Natasja har det dårligt.

– Mor, vil I hente mig? Jeg vil gerne hjem, skrev Natasja på sms i går aftes.

Sidste gang hentede hendes far, Michael hende fra efterskolen. Det var en helt særlig undtagelse, tænkte vi. Forstanderen var forstående.

– Natasja, kan vi lige snakke? svarede jeg og sluttede med en hjertesmiley.

De næste minutter gloede jeg på brødrene Price i tv’et uden at lytte efter, mens Natasjas far, Michael vaskede op. Lillebror Kasper var gået ind på sit værelse efter aftensmaden.

Var der sket noget slemt? Var hun blevet uvenner med nogen? Føler hun sig udenfor?

Senere ringede jeg til Natasja. Hun var mut, men fast besluttet. Jeg var vævende.

– Vi må altså lige snakke med far om det, sagde jeg.

– Nå, men jeg har pakket min taske, sluttede hun, inden hun afbrød forbindelsen.

Og vores forbindelse er selve problemet. Fordi hun de seneste år demonstrativt har skåret linjer over, der før forbandt os – i fuldstændig uvilkårlig rækkefølge. Og nu ved jeg aldrig, hvornår der er ‘hul igennem’. Michael siger, at jeg lader mig forføre hver gang, det sker, fordi jeg ønsker, at min datter stadig har brug for mig.

– Det er sgu en lang køretur, og hun ved vel, at man ikke bare kan tage hjem, når man vil? sagde Michael. 

Han rynkede panden og skubbede skuffen lidt for hårdt i. – Men hvad sagde hun så?

Natasja havde sagt, at hun bare ville hjem. Hun savnede sit eget værelse og gad ikke at være sammen med de andre på skolen. Hun var som sagt ikke videre meddelsom i telefonen.

– Nej, men sådan har de andre elever det vel også nogle gange, sukkede Michael med en mere rolig stemme, han lænede sig op ad køkkenbordet med armene over kors og så indtrængende på mig. Som om, at det var en vigtig pointe, jeg måtte forstå. Jeg forstod den godt. Men hvad hvis Natasja havde det virkelig skidt og slet ikke trivedes på skolen? Mit hjerte gjorde ondt ved tanken. Nu havde jeg bare lyst til at køre ned til hende. Få hende hjem. Snakke med hende i timevis. Kysse hende godnat.

I dag, tirsdag, tænker jeg på, hvordan jeg bedst kan få forbindelsen genoprettet. Natasja sover stadig, selvom klokken er ti. Michael hentede hende sent i går aftes, og jeg skal ringe til forstanderen snart for at ‘få en snak om tingene’, sagde han. Jeg vil tale med min datter først. Jeg vil spørge hende, hvorfor hun ikke er glad, for hun havde virkelig glædet sig til at komme på efterskole.

– Mor, jeg vil GERNE være der, men det kan også bare blive for meget, siger Natasja, da vi endelig snakker sammen langt op ad formiddagen.

Hun sidder med benene trukket op under sig i sofaen. Dynen har hun taget med fra sin seng, og hun har kun t-shirt og uldsokker på.

– Hvordan for meget? spørger jeg.

Hun roder sig i håret, sukker, kigger ud af det vestvendte vindue mod haven, er tavs.

Jeg bider mig i tungen og prøver at holde en strøm af spørgsmål tilbage.

– Er der sket noget? spørger jeg alligevel.

– Nej! Du forstår det ikke. Jeg ville bare gerne være hjemme lidt, okay? Jeg gider ikke forklare en masse!

Resten af dagen ligger Natasja i sengen på sit værelse, spiser, ser Youtube og skriver med sine veninder. Jeg har aftalt med forstanderen, at hun kan komme tilbage til skolen om to dage, hvis hun laver sine lektier hjemme. Hun går glip af en stor planlagt filmdag på skolen.

– Det er ærgerligt, for det er præcis på dén slags dage, hun kunne få sine bedste oplevelser, hvisker Michael til mig i gangen.

Senere, mens vi pakker indkøb ud i køkkenet, fortsætter han:

– Når man ikke deltager, risikerer man at gå glip af fællesskabet. Det bliver det jo ikke bedre af, vel? Natasja bliver nødt til at klare det, også når det er lidt svært. 

Jeg nikker, tager fat om hans lænd og stryger hans hår væk fra de alvorlige lysegrønne øjne.

– Michael, vi to er på samme hold, siger jeg.

Under aftensmaden, er Natasja glad. Hun fortæller grinende om efterskolens madplan og hendes roomie, som nægter at spise, når der er vegetardag.

Hun har fået et ekstra hul i ørerne, ser jeg, det er nyt for mig. Og hendes hår ser længere og sundere ud med bløde, mørke krøller. Hun er smuk og dejlig, som hun sidder der og smiler og grådigt fylder lasagne på sin tallerken. Da hun var mindre, var hun ligeså kræsen som en lille panda, husker jeg.

Jeg går i seng her til aften, forvirret over, at Michael nok havde ret i, at der ikke er noget alvorligt galt. Måske er jeg overbeskyttende…. Min datter vokser, og efterskoleopholdet er så vigtigt et år i hendes liv. Jeg er bare virkelig bange for at skubbe hende for langt væk fra mig. At forbindelsen skal ryge helt.

Næste afsnit: 

I næste afsnit hører I Natasja fortælle, hvordan hun oplevede det:h

Afsnit 2: 

 

Natasja:

– Vi må altså lige snakke med far om det, siger min mor.

– Nå, men jeg har pakket min taske, svarer jeg og slukker for samtalen.

I en film ville jeg knipse og bum – være hjemme. Nu sidder jeg her i en dum virkelighed og venter på at blive hentet af min far. Det er altid ham, der henter og bringer. Min mor er bange for at køre bil. Eller også gider hun bare ikke.

Gangene på efterskolen er næsten tomme og stille, de andre er gået ned i spisesalen for at drikke the og spise boller, inden vi skal være tilbage på værelserne kl 22. Jeg børster mit hår foran spejlet og skæver ned til telefonen, kom nu, svar nu. Stilheden larmer nærmest i mit hoved med ekkoer af råb, musik og trampende fødder på gangene.

– Du har så flotte øjne! sagde Ronja til mig i lørdags før gallaaftenen, hvor vi lagde make up sammen. – Du må ikke putte for meget eyeliner på….

Det havde jeg heller ikke tænkt mig. Jeg vil gerne se naturlig ud – ikke som Silja og Sara og dén flok piger, der går sindssygt meget op i deres udseende. Men det var sødt sagt af Ronja. Jeg lader håret falde bagover og laver en sideskilning. Kigger mig selv i øjnene inde i spejlet. Farven er fin, lysegrøn, lidt mystisk, men hvis de var mere mandelformede, ville de være flottere.

Jeg får stress over, at mor og far ikke svarer! Om lidt kommer de andre op fra spisesalen, og jeg gider ikke at være her med dem. Og hvis Adam kommer, så går jeg!

– Er alt ellers okay på skolen? spørger far mig i bilen på vej hjem.

Regnen slår ind på forruden, og vinduesviskerne laver en rytmisk knirkelyd. Vi kører stadig på landet, og der er glimt af lys fra små huse og store bondegårde. Lidt som en portal af mørk intethed, før vi snart når hjem til Aarhus, gadelygter, biler, lyskryds, mennesker, butikker.

– Ja, det er fint, svarer jeg og tænder radioen, men skruer ned for lyden. – Jeg er godt nok træt af lektierne, smiler jeg til far. – Vores tysklærer er megaskrap.

Far smiler også.

Han fortæller, at min lillebror, Kasper ikke længere gider skolen, selvom han kun går i 6. klasse.

– Han vil hellere spille fodbold og computer fra han vågner, til han går i seng, griner far. – Men det kan han jo bare gøre, når han fylder 18 år.

Sådan fik han afleveret en hentydning til mig, tænker jeg, men jeg smiler alligevel. Vi sidder lidt i tavshed, så skruer far op for musikken i radioen.

– Det er Gnags, siger han.

Mor har varmet tomatsuppe med nudler og hjemmebagt hvidløgsflüte til mig. Vi sidder ved bordet i køkkenet, bare hende og mig. Far og Kasper skal tidligt op, så de er gået i seng. Køkkenet dufter af kaffe, brød og rengøringsmiddel med citron, som mor altid bruger, når hun gør rent. Jeg har det så dejligt. Ville ønske, vi ikke behøvede at snakke.

– Søde Natasja….. siger mor, henover tomatsuppen. Hun kigger indgående på mig.

Jeg spiser videre og koncentrerer mig om at fange lige dele nudler og suppe på skeen. Jeg ved ikke, om hun er bekymret eller skuffet over mig. Sikkert begge dele.

– Mor, kan vi ikke snakke om det i morgen? spørger jeg.

Hun nikker og slår øjnene ned. Helt sikkert skuffet…..

Da jeg endelig ligger i min egen seng, på mit værelse, med et tæppe over mig og Billie Eilish i ørerne, skriver jeg i min hemmelige tekstfil på laptoppen: ‘Mor og far tror, de kender mig. De tror, jeg stadig er lille og uvidende. De spørger mig, hvad jeg vil, men de vil i virkeligheden ikke høre svaret. Så jeg gider ikke at fortælle dem noget. Altså, de er søde nok, men….

For eksempel er jeg tit er ret kedelig og stille, i hvert fald hvis jeg sammenligner med de andre piger på skolen. Mor ville bare sige, ‘du er da ikke kedelig’, hvis jeg fortalte hende om det. Og dét med at Adam har kysset med Ronja, min ROOMIE! Han vidste godt, at jeg er totalt vild med ham.

Ingen forstår, hvor ondt dét gør. 

Jeg er blevet gode veninder med en pige fra gul gang, der hedder Sofie. Vi snakkede om at rejse væk, bygge en café på stranden et sted, få nye venner, danse under palmerne. Måske gør vi det sammen om nogle år. Far vil synes, det er en åndssvag idé….

Godnat kære dagbog. Jeg glæder mig til at mødes med de gamle veninder i morgen!’

 Fortsættelse følger 🙂